Mange iagttagere af russisk politik forsømmer sikkert at sætte sig ind i forholdene i styringen af den offentlige sektor (governance) i landet. Vi kender alle til enkelte eller måske flere af governance-udfordringerne – for eksempel den ødelæggende korruption og den svage retssikkerhed – men vi har ikke helt forstået deres omfang og slet ikke deres baggrund og konsekvenser. En del af den forsømmelse kan vi nu hurtigt få rettet op på.
Vladimir Gel’man har nemlig skrevet en virkelig fin bog om dårlig styring i den offentlige sektor i Rusland. Gel’mans bog er velskrevet, og den præsenterer teori om governance og politiske systemer, som er illustreret ved både nutidige (russiske) og historiske (sovjetiske) eksempler. Den er forfriskende kort og kontant (159 sider), og så er den tilgængelig via Open Access hos JSTOR, hvilket også var min adgang til den.
Udgangspunktet for Gel’mans bog – hans undren – er det forhold, at Rusland har en dårligere governance, end man ellers kunne forvente, dets forskellige kapitaler taget i betragtning. Det fremgår tydeligt af titlen – det er en bog om bad governance. I indledningen anslår han temaet med en sammenligning mellem Rusland og Burkina Faso, som viser, at sidstnævnte på en række centrale governance-parametre faktisk klarer sig bedre end Rusland. Den gennemsnitlige stat er plaget af dårlig governance, og dermed skiller Rusland sig ikke ud. God og effektiv styring er forbeholdt et mindretal af verdens stater. Det interessante ved Rusland er dog, hvorfor landet klarer sig så forholdsvis dårligt, og hvilke konsekvenser den dårlige governance har og vil få.
Gel’mans behandling af emnet er dyb og overbevisende. Hans gennemgående argument er, at governance-systemet i Rusland – med dets mange mangler – er blevet til via et målrettet politisk design, som skal optimere mulighederne for at malke systemet økonomisk via rent-seeking og for i sidste ende at udøve og fastholde magt. Det er drevet af et bevidst ønske om at skabe et system af uklarheder og fleksibilitet, som vil tillade det udvidede autoritære system at berige sig selv, belønne loyale aktører og forhindre kritiske aktører i at få fodfæste. Dette system er blevet mere grundfæstet i Rusland siden de tidligere 2010’ere, og den tidligere snak om at reformere, modernisere og effektivisere systemet er nu stort set forstummet og presset ud af den offentlige debat. Fokus er nu på Ruslands påståede geopolitiske genrejsning, og med dén altdominerende dagsorden som bagtæppe for offentligt liv i landet kan medlemmerne af det autoritære styre nu ånde lettet op og fortsætte deres udbytning. Der er ingen stærke institutionelle rammer til at holde dem tilbage.
Gel’mans konklusion er nedslående: »After a certain stage of decay, the declining quality of governance may reach a point of no return. If so, then it will not be possible to improve the Russian state by any available means« (s. 159). Han ser ikke engang en mulig løsning i en fremtidig økonomisk vækst, som kan løfte befolkningen og derefter føre til krav om forandringer. Systemet kan være så fastgroet i den kollektive bevidsthed, at selv en tiltagende modernisering ikke vil kunne ændre det. En eventuel vækst – som Gel’man er meget skeptisk i forhold til – vil komme på trods af den dårlige governance, og der vil ikke ske grundlæggende forandringer hverken før eller efter et økonomisk spring.
Her kunne Gel’man have udvidet sin diskussion. Hvis han har ret i, at Rusland er på vej mod en så gennemgribende tilstand af dårlig governance, at det ikke efterfølgende kan omgøres, vil det naturligvis have enorme konsekvenser for såvel russerne som os. Så skal vi forberede os på at skulle håndtere et fortsat dysfunktionelt Rusland med alt, hvad det indebærer. Dette scenarie fortjener en mere omfattende diskussion, end Gel’man giver det: Dels for at forstå, om det virkelig er rigtigt, og om andre erfaringer dog ikke giver anledning til at tro, at noget kan gøres, dels for at forstå, hvilken karakter en sådan stat i givet fald vil få. Vores tilgang til Rusland har jo i mange år været, at vi kunne bistå landet i en reformproces og måske også insistere på samme proces. Ifølge Gel’man kan vi snart stå i en situation, hvor det slet ikke giver mening mere, og hvor vi derfor er nødt til at gentænke vores Ruslandspolitik.
Samlet er der tale om en stærk og stimulerende behandling af et uhyre relevant emne. Bogen kan hurtigt downloades, og så er der åbnet for en fin diskussion af et helt centralt aspekt af den moderne russiske – putinske – stat: Styrets åbenlyse og målrettede mishandling af staten for egen vinding.